En overset men fantastisk drikkevenlig øl
Det er øv, men vi kan lige så godt indstille os på det. Efteråret er på vej og sommeren går på hæld. Vi har brygget Pilsner, Wit, New England IPA i foråret og forsommeren, så vi havde noget læskende til terrassen og grilaftener. Men ak, der er kun bundslatter og få flasker tilbage.
Måske er juleøllet allerede brygget, hvis det skal lagre og konditionere godt inden højtiden, det er der mange der gør i disse måneder. Men vi skal jo også have godt øl at drikke i løbet af efteråret, det kan jo være der kommer en “indian summer” med varme september og oktober dage, og en tung sort imperial stout er vi ikke klar til endnu.
Løsningen er at brygge en Brown Ale, det er en lidt overset stilart, som ikke har nyhedens interesse eller er særlig hip i øllets verden, men det er efter min mening, en af de dejligste og mest drikkevenlige stilarter, som passer godt til enhver tid, også som efterårs-øl.
En Brown Ale er ofte en øl, som rigtig mange kan lide at drikke. Den scorer højt på drikkevenlighed, selvom dem der ikke kan lide mørke øl, lige skal omvendes ved at prøve at smage den.
En englænder
Brown Ale kom til live I 17-tallet i London, som en relativ mild øl-stilart. Dengang havde man ikke nok teknik til at malte kornet andet end over tørv, så alt malt blev farvet lidt brunt, og de lyse øl og den lyse malt var ikke på banen endnu.
Derfor var det helt naturligt, at øllet kom til at hedde Brown Ale, og datidens versioner har formentligt været noget med røgede i det. Op til ca. år 1900 var den udbredt, men blev udkonkurreret af de lyse øl, som pilsnere og pale ales.
Den i dag mest kendte og udbredte Newcastle Brown Ale er faktisk fra 1927, hvor James Herbert Porter lancerede den efter 3 års udvikling og test af opskrifter og den har overlevet indtil i dag. En bedre version er efter min mening Samuel Smith’s Nut Brown Ale, som har mere smag og dybde end Newscastle.
I amerikanske klæder
Som med så meget andet tog den amerikanske øl-revolution også Brown Ale med på bølgen, og gjorde hvad man nu gør derovre, man putter mere humle i. Kendt er især Samuel Adams Brown Ale og Brooklyn Brewery Brown Ale, som begge er godt udbredte.
Født var den amerikanske Brown Ale, som også er den vi skal brygge med denne opskrift. Fælles for både den engelske og amerikanske er selvfølgelig farven, vi skal ramme en brun nuance, og gerne lidt mørkebrun, men ikke helt ovre i det sorte.
Aromaen er typisk karamel og chokolade fra malten, og i den amerikanske version må der godt kunne bemærkes humlen, men ikke så meget at det er en IPA-bombe med massiv frugtighed. Less is more i denne sammenhæng.
Karbonering kan være fra medium til kraftig, og vi sigter efter en alkoholprocent på omkring de 5-5,5, det er med til at gøre den drikkevenlig, hvor alle kan være med.
En rigtig mad-øl
Det gode ved en Brown Ale er, at den passer til stort set al mad, måske med undtagelse af den meget fedtholdige, hvor der kan være brug for en bock eller lignende.
Især til oksekød er Brown Ale en dejlig makker, det maltede udtryk matcher fint til oksekød-smag, men fordi den er så drikkevenlig, kan den gå med alt fra pasta-retter til at være en tørstslukker til mexikanske pandekager med chilli.
Og endelig kan den drikkes som den er, som fredags-øl, som hygge-øl, man kan byde venner og familie på den, uden de vrænger på næsen af for humlet eller stærkt.
Opskriften
Skal man være helt traditionel, så kan man bruge brown malt i opskriften, men ofte er de brown malt man kan købe alligevel produceret som en blanding af flere varianter. Jeg har derfor valgt at selv bygge en maltprofil op med hele 7 forskellige malte, som er med at give en mere fyldig og kompleks maltaroma og smag i øllet og ikke mindst farve.
I den amerikanske version får dette modspil af en helt klassisk Cascade humle, med Magnum som bitterhumle. Denne opskrift lander på ca. 40 IBU, vil man højere op, kan man tilsætte 10 g ekstra Magnum udover det som står i opskriften. Vil man brygge den engelske version, kan man skifte Cascade ud med East Kent Goldings.
Brygningen
Efter min mening skal en Brown Alle ikke være for tør i sin finish, så den kan mæskes ved 67 grader, så lidt af de lange sukkerkæder bliver beholdt og den amerikanske version gæres med en typisk neutral amerikanske gær, som WLP001 eller Imperial Yeast Flagship. Tilsvarende hvis man laver den engelske version, skifter man ud til WLP002 eller Imperial Yeast House.
Gæring er bedst hvis den kan temperatur styres, så hold den ved 18 grader de første 5 dage og derefter 21 grader resten af gæringen. Kan du ikke det, så anbefaler jeg at du køler din urt ned til 16 grader, tilsættes gæren og lader den selv stige, mens den er i gang med gæringen.
God brygning derude og skål.!