Test: Brewkeg – Lav øl på kun 7 dage

Den store vækst i at brygge øl derhjemme bare forsætter og forsætter. Aldrig i nyere tid bliver der brygget så meget øl på hobbyplan, som vi gør nu. Det står højt på manges ønskeliste, at prøve at brygge sin første og komme i gang med denne skønne hobby.

Man kan starte på mange niveauer, men fælles for dem alle er, at man skal igennem nogle processer, der skal være styr på ingredienserne, det kræver flere beholdere/gryder, man skal stå og koge urt med humle og derefter følger en masse ventetid på gæring og karbonering, typisk op til 3-4 uger.

BrewKeg – alt i et system

Fra producenten WilliamsWarn i New Zealand kommer nu et nyt brygsystem, BrewKeg, som lover at gøre brygningen af øl meget mere enkel og korte en masse af tiden ned, så du kan have godt øl klar på bare 7 dage. Kan det virkelig lade sig gøre og bliver øllet godt nok? Det afprøver vi, da vi har fået et 10-liters BrewKeg kit til test fra importøren Brewmaster Scandinavia.

BrewKeg alt i et
Hele ideen med BrewKeg er at det hele er i et system. BrewKeg ligner en typisk fustage til fadøl, men fungerer både som bryganlæg, gæringstank og serverings-fad i en og samme beholder.

Med i sættet er også alt hvad du skal bruge, taphane til servering, en sodastream co2 patron og diverse rengørings og klaringsmidler. WilliamsWarn har herudover også 20- og 50 liters versioner af BrewKeg, samt en tilhørende køleskab med fadølshaner, så her kan drømmeanlægget blive helt komplet.

Man mixer øl på en BrewKeg
WilliamsWarn vil gøre det super nemt at lave øl. Dels for begynderen, men også for dem som måske har brygget i lang tid og er blevet træt af alt arbejdet med at mæske og koge.

Og det er vitterlig nemt, for man mixer sin øl sammen, da BrewKeg har en række færdige kits til alle mulige øltyper fra Pilsner over IPA til Stout. Til min test fik jeg lov til selv at vælge et kit og det blev en Irish Red Ale, da det er en lidt delikat stilart, hvor det at ramme farven kan være svært.

WilliamsWarn baserer sine kits på flydende maltekstrakt suppleret med spraymalt og eventuelt ekstra tilsætning af humle. Det gør hele processen ekstrem nem, man koger lidt vand, mixer maltekstrakten i, kommer mere vand i sammen med spraymalten, rører rundt og tilsidst kommer gæren i. Det er så nemt, at alle kan finde ud af det, og det tog kun ca. 15. minutter, så var BrewKeg klar til at stå og gære.

Flydende maltekstrakt produceret på et professionelt bryggeri

Erfarne håndbryggere vil måske rynke lidt på næsen af maltekstrakt og mene at det ikke er rigtig ølbrygning, at man ikke mæsker og koger. Tidligere tiders maltekstrakt havde heller ikke nogen særlig god kvalitet, men WilliamsWarn fortæller, at de får produceret alle deres kits på et professionelt bryggeri i New Zealand og de gør en masse for at sørge for at disse kits hele tiden holdes på køl, som er vigtig for kvaliteten.

Gæring under tryk
Da BrewKeg også er en fustage, kan den tåle et vist tryk og derfor giver den mulighed for at gære øllet under tryk. Det betyder at den co2/kulsyre, som gæringen udvikler, den bliver i øllet, hvorfor det karbonerer samtidig med at det gærer. Det giver en besparelse i tid, at man ikke skal gære og karbonere hver for sig.

Smart lille trykmåler medfølger

Man kan bestemme hvilket tryk der skal være i øllet, og der medfølger en fil lille trykmåler, til at have styr på det. I det hele taget medfølger alt hvad man skal bruge og i en fornuftig god kvalitet hele vejen rundt. Især instruktionerne er gode og der findes meget detaljerede videoer på importørens hjemmeside, hvilket virkelig er en hjælp til begynderen.

Køling og klaring
På 4-5 dagen begynder man at køle sit øl ned og man kan tilsætte noget klaringsmiddel via en medfølgende smart anordning, som sikrer mod at få for meget ilt med ned i øllet, noget som man ikke vil have på det tidspunkt.

Jeg fulgte de medfølgende instruktioner til klaring af øllet og det så absolut ud til at have en effekt på de samples, som jeg udtog og kiggede på. Havde man nok tid, så var øllet nok klaret af sig selv og med disse færdige kits, så er behovet ikke lige så stort, som når man har mæsket og kogt selv og fået lidt malt og humlerester med over.

Tid til at smage
Den store dag oprandt på 7. dagen, hvor øllet, en Irish Red Ale, skulle smages. Det er en stilart, som er meget ren, hvor man lige kan få fornemmelsen af malt, lidt karamel og måske bare et hint af humle. Og så er der farven, som gerne skal være rødlig og som kan være svær at ramme. Sidst men ikke mindst er der det bløde fine skum, som vi kender fra f.eks Kilkenny og O’hara Red Ale.

Flot og velsmagende Red Ale fra det færdige kit

Jeg må sige, at jeg blev positivt overasket over det øl, som kom ud af det færdig kit og baseret på flydende maltekstrakt. Farven er spot on og karboneringen er fin og skummet blødt. Aromaen var svag, eneste sted hvor den manglede lidt, men smagen ganske acceptabel og alt i alt en forfriskende Irish Red Ale.

Konklusion
Jeg synes, at BrewKeg er et absolut fornuftigt og godt anlæg til at lave øl på. Systemet er godt udtænkt og det er vitterlig det nemmeste bryganlæg og process, som jeg nogensinde har prøvet og hvor der er kommet god øl ud af den mindst mulige indsats og på kun 7 dage endda.

Man kan selvfølgelig bygge videre på det, og tilsætte mere humle, frugter og andre ting til de færdige kits fra WilliamsWarn og efterhånden sammensætte dem selv.

Men der er også prisen at tage i betragtning, det koster kr.7.995,- for hele sættet. Der er billigere måder at komme i gang med håndbrygning på, men de kræver mere arbejde, så BrewKeg er ideel for dem der bare vil have noget godt udstyr, der virker med det samme, har begrænset plads og kun har tid eller lyst til at yde en meget lille indsats for at lave rigtig godt øl.

For mere info, Brewmaster Scandinavia, dansk importør