Test: Overvåg dit bryg fra mobilen

Plaato og Tilt – klar til internettet

Der kommer flere og flere digitale hjælpemidler til håndbryggeren. Jeg ser her nærmere på Tilt og Plaato, som kan hjælpe dig med at få overblik over hvad der sker med gæringen i dit igangværende bryg og du kan endda følge med på din mobil, når du ikke er hjemme.

Vægtfyldemåling

Alle håndbryggere har som noget af det første udstyr anskaffet et hydrometer, som er en lang målepind, der kan måle vægtfylden i øllet. Dette gøres typisk lige inden man kommer gær i sin urt, så man kender vægtfylden inden gæring og man måler igen når gæringen er færdig og kan med en formel udregne den omtrentlige alkoholprocent.

Vil man have lidt mere præcision anskaffer man et refraktometer, en slags kikkert, hvor man med nogle dråber af urten og det færdige øl, kan måle vægtfylden mere præcist.

Men begge disse metoder kræver, hvis man vil måle på øllet undervejs, at man skal udtage prøver og dermed får en lille risiko for at få uønsket ilt eller bakterier i sit øl. Med mindre man har investeret i de dyrere rustfri stål gæringstanke med dedikerede prøveudtagnings-haner.

Løbende overvågning

Drømmen er selvfølgelig at man ligesom temperaturen på vejrstationen eller et varmeanlæg derhjemme, lige kan checke hvor langt ens bryg er kommet i gæringsprocessen.

Den digitale revolution og Internet of Things (IOT) er i fuld fart på vej ind på håndbryg-markedet og der er nu op til flere alternative produkter, som kan gøre dig til en digital håndbrygger.

Tilt Hydrometer – En digital flyder

Tilt´s app viser aktuel vægtfylde (SG)

Hvad nu hvis man kunne have en måler liggende inde i gæringstanken/spanden og med et indbygget batteri måle vægtfylden og sende den trådløst videre? Det må have være den ide, der opstod hos Baron Brew i USA, og de kom for et par år siden på markedet med Tilt.

Tilt er en lille plastic cylinder på størrelse med ca. en dobbelt læbepomade, som indholder elektronik og batteri. Den fungerer ved at man (selvfølgelig) desinficerer den og bare lægger den ned i urten, lige efter man har kommet gær i.

Den kan så måle vægtfylden og ændringer i vægtfylden undervejs når øllet gærer og gæren spiser sukkeret og producerer alkohol og kulsyre. Den er med Bluetooth, så den sender disse data løbende til din smartphone og du kan checke hvor langt brygget er kommet via deres app. Den måler også temperatur, og det er noget mere præcist at måle det “inde” i øllet fremfor på ydersiden af tanken eller spanden.

Tilt findes i 8 forskellige farver, og det er ikke fordi man skal sidde og vælge sin yndlingsfarve, men fordi hver farve har sin separate måling og man derfor kan have flere i gang samtidig og adskille dem med farverne. Smart fundet på.

Plaato – den digitale gærlås

Plaato monteret på gæringstanken

Helt ny på markedet er Plaato, som går en helt anden vej for at måle øllet undervejs. Den er udviklet af nogle nordmænd, som for 1 1/2 års tid siden lagde projektet på crowdfunding sitet, Kickstarter, hvor man kan støtte projekter med betaling og når der er nok “backers”, så realiseres projektet.

Plaato endte med at blive over 1/2 år forsinket, hvilket er meget typisk for Kickstarter projekter, men jeg var tidligt ude og krydsede mine fingre og sendte penge. For nylig ankom så en fin kasse med 2 stk. Plaato, og her er det uden farve, men man kan sagtens have flere igang samtidig.

Den nye ved Plaato er, at det er en digital gærlås, man bruger den i stedet for sin normale gærlås, og det smarte er, at den simpelthen tæller hastigheden og antal bobler af kulsyren, som der undervejs undslipper. Folkene bag har udviklet en algoritme, der kan beregne vægtfylden ud fra den kendte OG (Original Gravity – den originale vægtfylde ved gæringens start) og hvor meget kulsyre der er undsluppet.

App fra Plaato er lidt mere moderne

Plaato fungerer ved hjælp af Wi-fi og har derfor noget større rækkevidde end Bluetooth. Der medfølger et 3m langt USB kabel, da Plaato ikke har batteri.

Tilt vs. Plaato i praksis

Jeg har brygget en del bryg med Tilt og det har fungeret meget godt. Det er ikke kun nyttigt, men også lidt blæret, at kunne hive mobilen op ad lommen midt på arbejdsdagen og checke status på ens dejlige bryg. Eller hvis man lige skal imponere en anden håndbrygger.

En ting man skal huske med Tilt er, at det er meget vigtigt at enheden står op, når den ikke bruges, for den tænder og slukker og bruger batteri efter en sensor. Hvis man lader den ligge ned, så er batteriet dødt ved næste bryg. Ellers er det min erfaring, at et batteri holder til 6-8 bryg, ihvertfald.

Der findes en app til Tilt på både iPhone og Android og i den kan man manuelt aflæse aktuel SG (Specific Gravity – nuværende vægtfylde) og temperatur. Hvis man vil gøre det over internettet, skal man enten dedikere en gammel mobil eller iPad til stå tændt hele tiden ved siden af gæringstankene og som kan logge data til skyen. Alternativt kan man investere i en lille Raspberry Pi boks og downloade en opsætning fra Tilt´s hjemmeside, så kan den stå og logge data til et Google regneark.

Tilt med direkte aflæsning i Brewfather – det er cool.!

Som en ny ting, er der kommet en integration med Tilt til den nye Brewfather software, så aflæsningerne kommer direkte ind i bryg-softwaren. Jeg har testet dette og det fungerer meget fint.

Plaato har også apps til begge platforme, og her fungerer det lidt mere enkelt end med Tilt. Da Plaato sender data via det trådløse wi-fi netværk, kræver det ikke en dedikeret enhed eller en mobil/IPad, og det er nemmere at komme igang . Når Plaato gærlåsen har forbindelse, kan du i deres app se antal bobler pr. minut og estimeret vægtfylde (SG). Den måler også temperatur, men her er det temperaturen i selv gærlåsen og ikke inde i øllet.

En bagdel ved Plaato er dog, hvis du får stormgæring i dit øl, hvor skum og øl presser sig ud gennem gærlåsen, går målingerne helt i stå. Jeg var ude for det med mit første test bryg med Plaato, og der er ikke andet at gøre end at rense det hele og sætte den på igen. Men der kommer et hul i de flotte grafer.

Det er rigtig sjovt at se, hvor aktiv gæringen er for tiden med målingen for bobler per minut (bpm) og ikke mindst at man når op på langt over 500.000 bobler på et bryg.

Nøjagtigheden på Tilt og Plaato

Jeg har testet nøjagtigheden på målingerne fra Tilt og Plaato i mit seneste bryg, en engelsk Golden Ale. Tilt blev lagt i tanken med øllet og Plaato sat på som gærlås.

Ved måling af OG (Original Gravity) er der lidt forskel, Tilt kan godt selv måle det, men min erfaring er, at den som regel rammer noget ved siden af, og jeg bruger derfor altid et refraktometer og justerer i Tilt´s app at OG værdien bliver helt rigtig. Plaato derimod er nødt til at have et manuelt input med både OG og volumen af øl (Liter), for at deres algoritme skal kunne virke.

Efter ca. 20 timer, hvor der var kommet god gang i gæringen udtog jeg er prøve og lavede jeg en kontrolmåling, med både hydrometer og refraktometer.

Resultatet kan ses i denne tabel: (alle refraktometer værdier er korrigeret for alkohol)

OG: 1.057

Tilt1.049
Plaato1.052
Hydrometer1.052
Refraktometer1.051

Som vi kan se her, er Tilt lidt for lang fremme i forhold til refraktometer, som er den mest nøjagtige måling, men Plaato er godt med.

Efter 5 dage tog jeg næste måling:

Tilt1.033
Plaato1.035
Hydrometer1.031
Refraktometer1.030

Her ligger de begge to lidt for højt, især Plaato.

Og endelig FG (Final Gravity) efter færdig gæring, gav disse værdier:

Tilt1.018
Plaato1.020
Hydrometer1.015
Refraktometer1.014

Som jeg tidligere har erfaret med Tilt, slutter den altid lidt over hvad den rigtige FG egentlig er. Det gør Plaato også, endda lidt højere end Tilt, faktisk hvad der næsten svarer til 1% i alkohol.

Det skal siges at dette var første bryg med Plaato, som har en “learning” mode, hvor den lærer fra bryg til bryg, ved at man korrigerer med målte værdier undervejs. Dette udlod jeg for denne test, men forventer at det kan gøre nøjagtigheden bedre på sigt.

Konklusion

Kontrolmåling med hydrometer

Jeg kan vældig godt lide både Tilt og Plaato. Det er meget nyttigt og meget sjovt at kunne slå op og checke sit igangværende bryg, mens man er på farten eller på arbejde. Det giver også en god indsigt i hele gæringsprocessen og i sidste ende bedre øl, hvis man bruge sine data og erfaringer.

Det er også meget praktisk at kunne se hvor langt henne ens bryg er, i forhold til at f.eks. øge temperaturen et par grader når den er 75-80% gæret ned, for at få gæren til at rydde op efter sig, fjerne diacetyl m.m.

Både Tilt og Plaato er rimelig nøjagtige, selvom de begge slutter lidt for højt, og en kontrolmåling af FG med hydrometer eller refraktometer er en god ide, hvis alkohol-procenten skal være lidt mere præcis.

Betjeningen af apps på begge produkter er god, Plaato´s app er lidt mere strømlinet, hvor Tilt´s er noget enkel. Heruodver kræver Tilt lidt mere opsætning og en ekstra enhed (mobil/tablet/boks), hvis overvågning over internettet skal gøres mulig.

Hvis jeg skulle vælge kun en af dem, bliver det nok Tilt, for den har den fordel at den måler temperaturen inde i selv øllet og kommer der en stormgæring, så vil den stadig måle, hvor Plaato stoppede. Men Plaato er udemærket produkt og har omvendt ikke risikoen med at batteriet kan dø, midt i et bryg og er lidt billigere end Tilt.

 

Info

Tilt hydrometer, ca. kr. 1.095, pr. stk. (fås i danske brygshops)

Hjemmeside: tilthydrometer.com

Plaato digital gærlås, ca kr. 880, pr. stk. (forudbestilling på hjemmesiden)

Hjemmeside: plaato.io

 

(Artikel bragt i Ølentusiasten nr. 106)

About the author