Test B40Pro bryganlæg

Der er vækst i håndbryg, verdens bedste hobby breder sig forståeligt og i Danmark vinder de elektriske alt-i-et bryganlæg frem, hvor man kan udføre hele processen med en stor gryde, som typisk har temperatur og tids-styring.

Der er efterhånden en del forskellige mærker på markedet med forskellige udstyrsniveauer og prisklasser. En helt ny leverandør, Brewtools, fra Grimstad i Norge, har meldt sig ind i kampen om topklassen indenfor bryganlæg, med deres B40Pro og B80Pro bryganlæg med en kapacitet på hhv. 40 liter og 80 liter.

B40 Pro med touchskærm betjening

Jeg har fået et af de allerførste B40Pro anlæg til test og har prøvebrygget med det nogle gange.

Kvalitet
Brewtools går efter at levere et kompromisløst anlæg, som er både fleksibelt og udført i højeste kvalitet. Det er absolut også det første indtryk man får, når man pakker B40pro ud. Alt er fint organiseret og man får klart en fornemmelse af, at det er gode komponenter og dele i høj kvalitet, der følger med.

I grundpakken, eller B40Pro bryggemaskin, som de kalder det på norsk, medfølger de mest nødvendige klemmer, slange, en 3-vejs ventil og mæskerør, som man skal bruge til at komme i gang. Man kan også vælge en hel startpakke, hvor der herudover medfølger en ekstern modstrømskøler i rustfri stål, en ekstra 3-vejs ventil og en ekstra temperatursensor.

Triclamp er bare nemt og dejligt at arbejde med (og rengøre.!)

Triclamp
En af de første ting, man lægger mærke til, er at alt er baseret på triclamp koblinger og ventiler. Triclamp er egentlig opfundet til fødevare industrien og kommercielle bryggerier og består af en kobling med 2 stålskiver, en gummipakning og en klemme, som man utroligt hurtigt kan koble sammen eller skille ad, og ikke mindst kan rengøre meget nemt.

Det er en fornøjelse af arbejde med triclamp, det er så præcist og nemt, at man slet ikke har lyst til at gå tilbage til slangeklemmer og plastic John Guest koblinger igen.

Brewtools har valgt at bruge 34mm triclamp i alt deres udstyr, og det er ikke helt så udbredt, som de 1,5/2/3 tommer triclamp, som meget andet udstyr bruger.


Gryden
Selve B40Pro gryden indeholder en maltpibe med bundfilter, og her har Brewtools fundet på en genial løsning. Maltpiben har nogle hængsler på siden, som automatisk folder sig ud, når maltpiben hejses op og dermed nemt kan finde hvile på kanten af gryden. Dejligt når den vejer lidt at hive op. På den store B80pro skal man uden tvivl bruge en form for hejseanlæg, hvis det skal være realistisk. Herudover er det rigtig smart, at diameteren på B40Pro maltpiben passer perfekt på en standard 30 liter plastikspand, så det er utrolig nemt at sætte piben på spanden og dryppe af, når man er færdig med at udmæske.

Selve gryden har en kapacitet på 43 liter og maltpiben kan holde op til 9 kg malt, så der er basis for store stærke bryg eller man brygge standard 20 liter uden udmæskning (no sparge), hvis man vil.

Styring
En af de umiddelbart mest tydelige ting ved B40Pro, er den store 7 tommer touchskærm, som sidder på fronten, og indeholder hele styringen af B40Pro. Den har meget brugervenlige menuer og funktioner, hvor man kan styre pumpe og temperatur.

Enkelt betjening og spændende opgraderinger af softwaren på vej.

Indtil videre kan softwaren kun bruges manuelt, dog med automatisk temperatur-styring ved mæskning, men Brewtools har planer om mange spændende opdateringer. Lige på trapperne er en opdatering, der giver mulighed for wifi tilkobling, så fremtidige opdateringer kan hentes fra nettet og til foråret kommer en opgradering med mulighed for opskrifter og multiple steps i mæskningen.

En anden god ting med styrings-enheden er, at den har hele 3 temperatur-sensorer. Dels måles temperaturen inde i gryden og derudover kan man måle temperaturen i urten, når den cirkulerer under mæskning og man kan checke temperaturen på udmæsknings-vandet. Derved fås en meget præcis styring og kontrol over mæske-temperaturen. Som ekstra udstyr kan en 3. sensor tilkøbes (eller medfølger i startpakken, hvis man køber den), som kan måle temperaturen retur fra modstrømskøleren, meget nyttigt under køling af urten.

Ventiler og pumpe
Der er hele 3 ind/udgange på B40Pro gryden, og der kan sættes en 3-vejs ventil på alle disse. I det basale anlæg medfølger kun 1 ventil, som kan bruges til at skifte mellem at urten flyder tilbage i gryden fra modstrømskøleren eller når den et kølet ned, pumpes ud til gæringstanken. Eller man sætte den på en af de andre udgange.

Den næste ventil (tilkøbes eller medfølger i startpakken) kan sættes på højre side af gryden foran pumpen, sådan at man kan skifte mellem at cirkulere til modstrømskøler, til mæskerøret eller tilkoble en ekstern tilførsel af udmæsknings-vand, som så kan pumpes op i mæskerøret under udmæskning.

En 3.ventil kan monteres på bund-udgangen, sådan at man også kan styre rengøring og tømning af gryden efter brygning.

Herudover er der indbygget en ventil i selve gryden, som styrer flowet på de 3 ind/udgange og pumpen. Utroligt fleksibelt men også noget, hvor man de første gange skal holde hovedet koldt og være sikker på at ventilen står rigtigt inden man tænder for pumpen.

Mæskerør og hat
Cirkulering af urten under mæskning foregår via et center-rør, hvor man med ventilerne kan pumpe op fra bunden af gryden. Ovenpå den sidder en mæske-hat (vidste at ikke det ord fandtes.!), som spreder væsken ud over malten.

Brewtools har fundet en genial løsning på udmæskning ved at levere et forlænger rør med til mæskerøret, som man sætter ovenpå, hejser maltpiben op og så har forlænger-røret en lille “hat” på, hvor man så kan pumpe udmæsknings-vand fra en ekstern gryde op og udmæske automatisk uden at stå selv og hælde vandet over manuelt.

Samme mæskehat kan iøvrigt bruges under rengøring, meget smart tænkt af Brewtools.

Breewtools egen modstrømskøler i ren rustfri stål. Men du kan sagtens bruge pladekøler også eller en chiller til at sænke ned i gryden.

Modstrømskøler
Selvom modstrømskøleren er ekstra udstyr, vil jeg anbefale at man kigger nærmere på denne, hvis man vil investere i en B40Pro. Man kan sagtens bruge andre løsninger, sætte en pladekøler på, bruge spiralkøler ned i gryden. Brewtools egen modstrømskøler er udført i 100% rustfri stål og er meget effektiv. Den kølede 25 liter urt ned fra kogepunktet til 18 grader på 12 minutter, og det er rigtig flot.

Prøvebryg
Jeg har brygget et par gange med B40Pro, og helt overordnet er det en stor fornøjelse. Det som slår mig, er hvor nemt og ubesværet det er, fordi alting bare fungerer og der ikke er noget kompromis nogen steder. Det er dejligt med de forskellige ventiler, hvor man styrer flowet på en enkel måde.

Man har rigtig god kontrol over processen med de forskellige temperatur-sensorer og den nemme styring via touch-skærmen. Man mangler lidt funktioner i softwaren, men Brewtools lover at de kommer med flere opdateringer, bl.a. en mulighed for at uploade opskrifter fra Brewfather softwaren direkte til B40Pro.

Rengøring er også en leg med B40Pro, man kan faktisk brygge med humlepellets direkte i gryden uden hopspider eller poser, for den medfølgende diptube til udgangen kan justeres til at pege opad, så man ikke får en masse partikler med ud. Den er nem at tømme og derefter kan man lade den stå og cirkulere med PBW for rengøring.

Konklusion
B40Pro er et rigtig godt bryganlæg. Det bedste jeg nogensinde har brygget på. Det er professionel kvalitet til håndbryggeren og utroligt nemt at brygge på. Det er ekstremt fleksibelt og Brewtools har mange spændende udvidelser til anlægget allerede nu og flere er på vej.

Dette er et anlæg i den absolutte topklasse indenfor brygudstyr til håndbryggeren, det konkurerer mere med Braumeister end med Brewster, Danbygger og Grainfather. Men med topklassen følger også priser i den høje ende. Hvis man vil have det bedste, og man er en mere erfaren håndbrygger, er B40Pro eller storebror B80Pro det helt rigtige valg. Det er ikke et anlæg, som jeg vil anbefale til begynderen, med mindre ens pengepung og ambitioner er det rigtige sted.

Det er en større investering, men alt i B40Pro er gennemtænkt og
produceret i en god kvalitet.

Selve bryganlægget B40Pro koster 12.792 ex. moms i norske kroner fra Brewtools, dvs. ca. 12.250 danske kroner til dagens kurs og med dansk moms. Den større B80Pro (90 liter kapacitet, 20 kg malt) koster til sammenligning ca. 16.080 danske kroner med moms. Herudover fås B40Pro startpakke med modstrømskøler, ekstra 3-vejs ventil og ekstra temperatursensor til ca. 17.300 danske kroner med moms.

For mere information – www.brewtools.no

About the author