Om

Det er nemt at blive medlem her, der er hverken indmeldelse eller kontingent. Det er bare at læse med og forhåbentlig kan du bruge de mange artikler, guides og opskrifter til inspiration eller til at blive en bedre håndbrygger.

Jeg elsker min hobby, ølbrygning, eller håndbrygning, som det ofte kaldes. Det er fantastisk hvor mange variationsmuligheder der er indenfor øl, både med ingredienser, vandbehandling, forskellige typer gær og forskellige processer, der giver fantastisk velsmagende resultater.

Det var øllen New York Lager fra Nørrebro Bryghus og en af de tidlige brewpubs, Apollo, der satte gang i min oplevelsesrejse i øllets verden. Godt hjulpet af min søster, der gav mig et års medlemskab af Danske Ølentusiaster til min 40 års fødselsdag. Øjnene blev spærret op på vid gab, tænk sig, at der fandtes så meget spændende øl og det smagte så meget bedre end en Grøn Tuborg.

Efter at have været meget glad deltager til en masse smagninger og derefter aktiv i bestyrelsen i Køge Lokalafdeling, begyndte tankerne at kredse om håndbrygning. Hvad nu hvis jeg selv kunne lave øl, hvad skal der til, kan jeg finde ud af det og hvordan gør man var nogle af de mange spørgsmål. Mine første skridt var at købe “Ølbrygning for begyndere” bogen, faktisk i butikken på øl-festivalen og en spændende snak på Brewolutions stand, hvor jeg fik set på deres Brewster anlæg.

Min første Brewster

Beslutningen oblev taget, Brewsteren og det første øl-kit bestilt (en Smash Citra IPA) og jeg var modig nok til at gå direkte på all-grain brygning. Jeg kan tydelig huske den første brygdag, hvor jeg havde øvet med at se instruktionsvideoerne nok 10 gange, mindst, i dagene op til. Det var en stor tilfredshed og oplevelse, at ca. 3 uger efter sidde med den første flaske, nervøst tage åbneren frem, lette på kapslen og høre et rigtig “psssst” fra den. “Jeg har lavet øl, jeg har lavet øl…” råbte jeg begejstret ud i stuen, hældte den op, der var skum, den smagte rigtig godt og det var en helt igennem en vidunderlig følelse.

Siden er det blevet til rigtig mange bryg og jeg er glad for at have kastet mig ud i verdens bedste hobby, håndbrygning. Det er næsten magisk, når det lykkedes og ikke mindst når andre smager ens øl og godt kan lide den. Det bliver ikke større.

 

Jeg besluttede mig for at ville vide endnu mere om øl, blive bedre til selv at evaluere mine egne bryg, og jeg meldte mig på øldommer-kurset, som virkelig kan anbefales for alle håndbryggere, der vil mere (og har tid og lyst til at gøre en indsats for at gennemføre) og jeg bestod eksamen og er nu med til at dømme en kategori i DM hvert år og til andre konkurrencer.

Jeg har selv deltaget i DM og har vundet Guld i kategorien Porter/Stout med min havrestout, Festivalnatten (opskrifter ligger under Opskrifter) og jeg skriver artikler om håndbryg i Ølentusiasten, som er medlemsbladet i Danske Ølentusiaster. Jeg afholder også brygkurser rundt i landet og en del ølsmagninger og foredrag.

Som håndbrygger forsøger jeg at være helt fri for dogmer og åben overfor at der kan være rigtig mange forskellige måder at komme til et godt resultat på. I min verden er der ikke noget der hedder, at noget kun kan gøres på præcis den måde, som jeg (for tiden) gør det på. Og det som er utænkelig måde at gøre det på for en håndbrygger, det fungerer måske for en anden.

Og min favorit øl-stil? Der er heldigvis rigtig mange. Humle og IPA er med på listen, sammen med Pilsner, Porter/Stout, Belgiske og Hvede. Og en stigende glæde ved sure øl, efter en del træning og tilvænning, er den på vej ind på listen.